Af Molle Hinchely
Tekstforfatter
Danmark har en stærk andenplads i rækken af verdens lykkeligste lande. Til gengæld er vi verdensmestre i at købe slik. Ifølge en undersøgelse udført af DTU Fødevareinstituttet køber hver dansker intet mindre end 6,6 kg slik og søde sager om året. Det er næsten dobbelt så meget som amerikanerne og englænderne [1].
De fleste ved godt, at det ikke er godt for helbredet at indtage for meget raffineret sukker, da det blandt andet kan føre til overvægt og udvikling af forskellige livsstilssygdomme [2].
Dog lader det ikke til, at denne viden stopper danskerne. Forklaringen ligger måske i den måde, hjernen reagerer på raffineret sukker.
Læs også: Forsker kommer med bud på, hvordan vi bryder med de dårlige vaner.
Hvad sker der i hjernen, når vi spiser meget sukker?
Mad og fødevarer, som indeholder meget fedt eller sukker, får hos nogen munden til at løbe lidt mere i vand. Dette skyldes, at denne slags mad er med til at frigive mere dopamin i hjernen. Denne reaktion giver rent evolutionært mening, da det motiverer mennesket til at opbygge sit fedtlager. I dag har vi dog en overflod af denne type fødevarer, hvilket har været med til at fremme en verdensomspændende fedmeepidemi. Dopamin bliver også udløst ved brug af euforiserende stoffer for eksempelvis kokain eller ecstasy, der af samme årsag er stærkt vanedannende. Dopamin-suset er kortvarigt, og trangen til næste “high” øges. Det utrolige er, at man i flere forsøg med mus har observeret, at dyrene faktisk foretrækker sukker fremfor kokain [3-4].
Læs også: Hvad er en sund kost egentlig?
Lyt til din krop - spis intuitivt
Det lyder selvfølgelig lidt hårdt at sammenligne kokain og sukker – og der er jo åbenlys forskel på at tage kokain og spise et par stykker chokolade til fredagsfilmen. Der skal selvfølgelig være plads til lidt selvforkælelse (her mener vi selvfølgelig fredagsslik). Det er med til at skabe balance i ens kost. Nogle undersøgelser viser, at når man tillader sig selv at lytte til bestemte “cravings”, kan det faktisk mindske risikoen for overspisning, også kendt som binge-eating [5]. Dette er kendt som intuitiv spisning eller “mindful” spisning.
Du har nok hørt rådet “prøv med frugt i stedet for”. Det er dog ikke det samme, og din “craving” for slik forsvinder højst sandsynligt ikke, bare fordi du spiser et æble.
Hvis du vil skære ned på sukkerforbruget, så prøv at give dig selv lov til at spise et par stykker slik. Spis langsomt og nyd de stykker slik du spiser.
Der er nemlig forskning der tyder på, at denne taktik forebygger tvangsoverspisning og hjælper med at bryde dårlige vaner [5]. Hvis man overdriver slikforbruget – hvilket det tyder på at mange danskere gør – kan det selvfølgelig påvirke ens helbred negativt og bidrage til udviklingen af forskellige livsstilssygdomme.
Læs også: Tungmetallet cadmium sniger sin ind i vores chokolade, læs mere her!
Dansk kultur er gennemsyret af søde sager
Det store danske slikforbrug er ikke kun afspejlet ved supermarkedernes lange rækker af bland-selv-slik. Fredagsslik, juleslik, kage på kontoret og påskeæg (og listen kan blive ved) har næsten hellig status i danske traditioner.
Vaner som disse kan være svære at bryde, men det behøver vi måske heller ikke. Vi kan starte med at skrue ned for forbruget og afprøve nye sundere alternativer.
A., Biltoft-Jensen, S,.Gibbons, K., Kørup, S. m.fl. (2021)“Danskerne er verdens-mestre i slikindkøb” DTU Fødevareinstituttet
Sundhed.dk (2021) “Sukkers betydning for sundheden” Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/overvaegt/sukkers-betydning-for-sundheden/
Lenoir M, Serre F, Cantin L, m.fl. (2007) "Intense sweetness surpasses cocaine reward". doi: 10.1371/journal.pone.0000698.
Cantin L, Lenoir M, Augier E, m.fl. (2010) "Cocaine is low on the value ladder of rats: possible evidence for resilience to addiction". doi: 10.1371/journal.pone.0011592. PMID: 20676364; PMCID: PMC2911372.
Warren JM, Smith N, Ashwell M. (2017) "A structured literature review on the role of mindfulness, mindful eating and intuitive eating in changing eating behaviours: effectiveness and associated potential mechanisms".doi: 10.1017/S0954422417000154.