Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Antiinflammatorisk kost for begyndere




    En person som hakker friske grøntsager Af Eva Gordon
    Certificeret Sundhedsspecialist


    De seneste år har begrebet ’antiinflammatorisk kost’ vundet indpas i vores ordforråd, og selv forskerne er blevet nysgerrige på tendensen. Men hvad handler det egentlig om? Læs med her i den første artikel af en række om antiinflammatorisk kost, og bliv lidt klogere på begrebet.

    Kosten har betydning for vores helbred og velvære
    Antiinflammatorisk kost er naturlig, overvejende plantebaseret mad tilberedt fra bunden. Uden tilsætningsstoffer, uden industriel forarbejdning, og gerne økologisk eller biodynamisk [a]. Vi kunne også kalde det for ’naturlig mad’, da det står i kontrast til den forarbejdede mad, vi kender fra blandt andet supermarkederne. Forskningen kigger mere og mere på den naturlige kosts indflydelse på vores helbred, også set i lyset af den store stigning i livsstilssygdomme vi ser, ikke kun i Danmark, men på verdensplan [1]. Vi ved, at den mad vi spiser kan påvirke vores helbred, og at den er afgørende for sammensætningen af bakterier og tilstanden i vores tarmflora, der hænger sammen med vores immunsystem. Undersøgelser har vist, at en antiinflammatorisk kost kan forbedre vores tarmflora og øge tilstedeværelsen af de gode bakterier, samt mindske de dårlige [2]. Dette kan have indflydelse på kroppens inflammatoriske respons.

    Læs også: Her er din guide til antiinflammatorisk kost

    Akut og kronisk inflammation
    Inflammation er en del af kroppens immunforsvar, og en naturlig, nyttig og nødvendig respons på en infektion, skade eller lignende i kroppen. Man skelner overordnet mellem akut og kronisk inflammation. Akut inflammation, som er en øjeblikkelig og kortvarig reaktion, kan give ubehagelige symptomer som hævelse, feber, rødme og lignende. Dette er tegn på at vores immunforsvar fungerer, helingsprocessen er i gang, og inflammationen gradvist vil aftage. Du kender det ved eksempelvis influenza, en forstuvning eller en rift i huden. Den kroniske inflammation derimod, viser sig på en anden måde. Den er længerevarende, og symptomerne er ikke altid synlige eller nogle du måske ville tænke nærmere over. Det kan blandt andet være hovedpine, dårlig fordøjelse, træthed, udslæt og muskelømhed. Det er symptomer, der ligger og ulmer, og som kan vise sig hele tiden eller ind i mellem, men som aldrig helt forsvinder. Kronisk inflammation betyder, at kroppen befinder sig i en konstant forsvarstilstand, hvor den forsøger at hele en vedvarende irritation eller ubalance. Denne type inflammation kan over tid forårsage forskellige kroniske tilstande og sygdomme [3].

    Ind med det naturlige, ud med det forarbejdede
    Kronisk inflammation kan blandt andet skyldes vores moderne livsstil med mentalt underskud, uhensigtsmæssig og forarbejdet kost, dårlig søvn, overvægt, samt påvirkninger fra miljø og medicin. Så kosten står naturligvis ikke alene når det handler om at forbedre vores generelle sundhed, men den er en vigtig brik når det kommer til vores helbred. Den antiinflammatoriske tilgang handler ikke kun om at øge indtaget af naturlig mad. Men også om at mindske indtaget af færdigforarbejdet mad, der ofte er fyldt med store mængder sukker, salt, dårlig fedt, tilsætningsstoffer og konserveringsmidler. Indholdsstoffer, som forskere mener kan være skyld i ubalancer tarmfloraen, der efterfølgende kan forårsage kronisk inflammation. Så vi skal kigge på hvad i vores kost vi kan udskifte med et mere naturligt alternativ. Eksempelvis friske kartofler i stedet for forarbejdede, krydderurter og krydderier i stedet for forarbejdede dressinger og saucer samt løse nødder, kerner og frø i stedet for forarbejdet müsli.

    Læs også: Sådan spiser du dig til en bedre søvn



    Illustrationer af forskellige årsager til inflammation


    De gode næringsstoffer du skal kende
    Antiinflammatorisk kost har også andre gode sundhedsfremmende egenskaber. Der er derfor mange fordele ved at vælge den naturlige og antiinflammatorisk kost.

    Du skal have fokus på disse næringsstoffer:

    • Gode fedtstoffer fra fede fisk, oliven, nødder, kerner og gode olier
    • Plantestoffer [b], fibre og mikronæringsstoffer [c] fra eks. frugt, grønt og krydderurter
    • Proteiner fra fisk, fjerkræ, linser, bønner og andre bælgfrugter
    • Præ-, pro-, og postbiotiske [d] fødevarer som eks. yoghurt, kefir, surdejsbrød og kimchi

    Tilsammen udgør disse grupper af næringsstoffer grundlaget for en solid antiinflammatorisk kost. Så der er rig mulighed for at gå på opdagelse og prøve sig frem i verdenen af skønne, sunde og naturlige fødevarer.

    Læs også: Populær kost øger risiko for hjertekarsygdomme

    Ordforklaring

    [a] Biodynamisk: biodynamisk jordbrug er en dyrkningsmetode indenfor landbruget. Udviklet af Rudolph Steiner. Blandt andet er brug af kunstgødning og medicin ikke tilladt
    [b] Plantestoffer: en gruppe af naturlige plantemolekyler med bl.a antioxidante egenskaber. De findes i både frugt, grønt, kerner og frø. De er en del af plantens vækst- og forsvarsmekanismer
    [c] Mikronæringsstoffer: omfatter vitaminer, mineraler og sporstoffer
    [d] Præ- pro- og postbiotika: ikke-fordøjelige kulhydrater (probiotikaens føde), mælkesyrerbakterier samt funktionelle biprodukter fra mælkesyrebakterierne (probitikaens affaldsstof)

     

    Referencer
    [1]  

    World Health Organization, (2022) Noncommunicable diseases

    [2]  

    Wen, L. & Duffy, A. (2017) “Factors Influencing the Gut Microbiota, Inflammation, and Type 2 Diabetes”, National Library of Medicine, The Journal of Nutrition. Jun 14. doi: 10.3945/jn.116.240754

    [3]  

    Furman, D. m.fl. (2019) “Chronic inflammation in the etiology of disease across the life span”, National Library of Medicine, Nat. Med. Dec 5. doi: 10.1038/s41591-019-0675-0